Kul i England

Kulsvidning er et af de ældste håndværk og kan spores tilbage til bronze- og tidlig jernalder.
I England blev svidningspladserne (ligesom andre steder) brugt igen og igen. Det var vigtigt at pladsen var fuldstændig vandret og at der var læ.
Til at dække milen anvendtes let jord tilsat lidt ler, da ler ikke absorbere så meget varme som ren muld.
Træet til milen (alt løvtræ) blev afkortet i passende længder, evt. kløvet på langs, og stillet til tørre i mindst 6 måneder.
Milen blev bygget af korte træstykker ovenpå hinanden for bedre at kunne forme milen.
Bregner, græs og grene blev lagt udenpå træet, og derefter blev et lag jord klappet på
Efter optænding i midten oppefra med glødende træ, fik den lov til at brænde 3-4 timer inden hullet i toppen blev lukket.
Milen blev brændt som en stikmile.
Når milen var færdigbrændt, blev der flere steder gravet lidt jord væk og kaster 2-3 spande vand ind, hvorefter jorden blev hurtigt lagt på igen og klappet til. Vanddampen skulle så gerne slukke gløderne i milen. Herefter fik milen yderligere et godt lag jord som blev klappet til, og efter et døgn skulle milen være død.

På frilandsmuseet ”Weald & Downland Open Air Museum” syd for London arrangeres nu og da gammeldags milebrænding