Milens historie

De første kulsviere

Blandt historikere er der uenighed om, hvornår man her i Danmark begyndte at svide trækul. Nogle mener, at man begyndte at fremstille trækul i jernalderen for at kunne udvinde jern af myremalm, mens andre mener, at man helt tilbage fra bronzealderen har kendt til at svide trækul. Et almindeligt bål kan nemlig ikke give den jævne varme på omkring 1000 grader, der skal til for at smelte bronzen, hvorimod trækullenes gløder kan give denne temperatur.

I jernalderen blev trækul brugt til at udvinde jern af såkaldt myremalm. På den tid blev trækullene ikke – som det senere blev almindeligt – brændt i miler, men i huller i jorden, som blev dækket med jord og græstørv.

 

Kulsvidning som erhverv

Undersøgelser viser, at de første ”rigtige” kulsviere var helt almindelige danske bønder, husmænd og skovarbejdere, der som bierhverv sved trækul for at supplere deres ringe indkomst. Kun meget få har ernæret sig alene ved kulsvieri, og det har som oftest været de husmænd, der havde så dårlig jord og så lidt jord, at de ikke kunne leve af den.
Kulsvierne hentede – købte eller stjal – træet i skoven og bragte det til milepladsen, der som regel lå i nærheden af deres hjem.
Milerne var opbygget præcis på samme måde som kulsvierne  bygger deres: kuber af kløvet træ med fugtig jord eller græstørv over.
Arbejdet med fremstilling af trækul faldt i tre trin: indsamling og klargøring af brænde, brænding i milen i to-tre døgn, hvor der krævedes vagt døgnet rundt for at undgå, at træet blev til aske, og endelig tømning af milen. Umiddelbart efter at milen var tømt blev trækullet transporteret bort og solgt, da det er meget vandsugende, og på den tid havde man ikke mulighed for at opbevare det tørt over længere tid.

 

De sjællandske kulsviere

Overalt i Danmark har der i skovene været svedet kul, men her på Sjælland er det især Nordsjælland og specielt Grib Skov, der har været kendt som hjemsted for mange kulsviere.
Trækul som handelsvare
Efterhånden blev der blandt håndværkere og almindelige borgere større og større behov for trækul til støbning, smedearbejde, opvarmning og madlavning. Det trækul, der var bestemt for almindeligt salg til disse formål, blev transporteret til Kultorvet, der dengang – som nu – lå umiddelbart inden for Københavns port til Nordsjælland, Nørreport.

 

Kulsoen

Og så må det være på sin plads at nævne en berømt, sydsjællandsk kulsvier, som måske ikke er en helt historisk korrekt person. Det er ”Kulsoen” fra Carit Etlars roman ”Gøngehøvdingen”, som under alle omstændigheder er baseret på et historisk grundlag og på begivenheder, som netop har fundet sted på vores egn.

 

En epoke slutter

Det voksende behov for trækul resulterede i rovdrift på skoven, og man forsøgte – uden held – at begrænse kulsviernes skovhugst. De fattige bønder havde ingen anden levevej, og først ved udskiftningen omkring 1800, hvor bønderne fik bedre vilkår, og man samtidig gik over til at bruge stenkul fra England, standsede kulsvidningen delvis.
Til gengæld ved man også, at man efter tilplantningen af de jyske heder fra 1860’erne hurtigt stod over for en udtynding af de etablerede plantager, og her gjorde brænding af trækul det muligt at udnytte de tynde træstammer og grene med et godt økonomisk resultat. Der er således grund til at antage, at kulsvidning i Jylland af den grund ophørte meget senere end kulsvidningen på Sjælland og de øvrige øer.

Ny anvendelse af trækul

Under 2. verdenskrig – og dermed den tyske besættelse af Danmark – blev der mangel på mange nødvendige varer, heriblandt brændstof. Man fandt da på at montere såkaldte generatorovne på bilerne, hvis motorer da som brændstof anvendte de gasser, som blev fremkaldt ved en utilstrækkelig forbrænding af bøgetræ eller trækul. Der var stor risiko forbundet med generatordrift, bl.a. røgforgiftning og eksplosionsfare, og de dyrebare motorer fik forkortet deres levetid ved anvendelsen af generatorgas. Denne anvendelse af bøgebrænde og trækul ophørte da også straks ved verdenskrigens slutning.