Historien bag vores logo

 

logo

I 2003 stiftede vores medlem Flemming V. bekendtskab med milebrændingens mysterier i Hofors (Gästriksland). Han blev medlem af en lokal svensk kulsvierforening og tog ideen med hjem til Sydsjælland. Hjemme blev der stiftet en forening som i dag hedder ”Sydsjællands Kulsviere”, og denne forening skulle bruge et logo. Med inspiration fra milernes udseende i Hofors, og etiketten med kul og ild på en tysk likørflaske fra Harzen (Stemberghaus), fremstillede han et logo som er stillet til vores rådighed. På logoet ses i øvrigt milens støttepinde som forhindrer dækjorden i at skride ned. Endvidere ses en skorsten som med fordel bruges på store miler så røgen og gasserne ledes væk på en kontrolleret måde. Farverne er holdt i kullets sorte farve og den røde som omkranser det hele skal symbolisere ild og varme.