Kulsviere og kulsvidning.

Efter at have læst Frederiksborg Amt årbog 1987, er der oplysninger om Kulsvidning og Kulsviere, som det vil være rart at formidle videre.

Kulsvidning har fundet sted overalt fra tidernes morgen og til vores tid. Det var absolut nødvendigt at fremstille trækul for at udvinde og arbejde med bronze og jern. Derfor ved vi, at trækul har været fremstillet i tusinder af år i alle egne af verden.

I Danmark finder man de første skriftlige beretninger om trækul og produktion af trækul omkring 15- 1600 årene. Det kan læses i kongelige befalinger om leverancer af kul og i breve og regnskaber fra den tid. Især efter vi mistede Skåne, Halland og Blekinge ved Roskildefreden i 1658, kommer der gang i trækul produktionen herhjemme, det kunne tyde på, at man tidligere har importeret trækul fra skovene i de tabte lande på den anden side af Øresund.

Især de kongelige og de rigeste i København, samt alle håndværkere, der arbejde med metal, havde brug for anselige mængder trækul.

Hvem var så de mennesker der fremstillede trækul til hovedstaden København? En skrøne siger, at det var små mørklødede udenlandske kulsviere, der var hentet til Danmark fra Ardennerne. De skulle være hidsige, drikfældige og nogle man skulle passe på. Men faktisk var det hovedsagelig bønderne og husmændene i Nordsjælland og omkring Grib skov, der fremstillede trækul til hovedstaden, ofte som en bibeskæftigelse til landbruget. Der var også skovfolk, der producerede trækul.

Skovene fra den tid ligner ikke de skove vi kender i dag. Skovene var mere åbne, kreaturer og svin gik frit rundt og græssede og fouragerede, bønderne og husmændene kunne frit hente træ og krat til brænde og trækul og til bøndernes ris- gærde, som indhegnede kornmarkerne for at beskytte afgrøderne mod dyrene. Dog måtte de ikke fælde de store træer i kongens skove. Senere kom der restriktioner, først måtte bønderne betale en afgift for dækmateriale til milerne, f.eks. grene, bregner og andet, men ikke for træet til milen, som kun måtte bestå af nedfaldne grene, gamle stubbe og trærødder. Først i 1781 skulle alt træ til milebrænding købes på skovauktioner og der blev indført strammere regler for, hvor mange miler den enkelte måtte brænde.

Efter en ny skovforordning, fredsskovsforordningen i 1805, blev det endnu vanskeligere for kulsvierne at udøve deres bierhverv som kulsviere. Store dele af den, efterhånden forarmede skov, blev total fredet og indhegnet. Endvidere øgedes importen af stenkul hele tiden og de udkonkurrerede mere eller mindre trækullet rent økonomisk.

Dog forsvandt trækulsproduktionen ikke helt, men fortsatte op til 2. verdenskrig, hvor produktionen fik en renæssance, da man kunne bruge trækul i generatorerne til biler. Luft gennem glødende trækul bliver til en mager blanding af brint, kulilte og kvælstof (Ca. 1,6 kg trækul erstatter 1 liter benzin). Man anslår at der blev brugt omkring

12.000 tons trækul årligt til de danske generatorer. Dog blev der brugt 10 gange mere træ og tørv. Men der skulle man også beregne længere opstartstid.

Efter krigen er produktionen beskeden, dog med en lille opblomstring i 1970-erne, da det bliver populært at grille i haven. I 1982 er det helt slut med trækulsproduktion i Danmark, da Tureby Trækulsfabrik lukker, import fra østlandene og de oversøiske lande er billigere end at producere i Danmark.

/pa