Malm – trækul – jern

I  1800-tallet var der gang i industrialiseringen i Sverige. Takket være jernmalmen blev det muligt at fremstille jern til alle mulige formål. Jernet blev en stor handelsvare, og gjorde det muligt at hæve levestandarden betydeligt. Der blev i samme periode udviklet mere og mere forfinede måder at bryde malm på, fragte det på, udsmelte jernet, forarbejde det og transportere det.

TRÆKULLET blev en vigtig artikel, uden bjerge af trækul- ingen varme til udsmeltning af jernet fra malmen. Kæmpe skovområder blev fældet og omdannet

til trækul. Det gav arbejde til en hær af kulsviere (kolarere). Først skulle træet fældes, tørres, stables, brændes i mile, og siden transporteres til jernværket (bruket). Læs mere i artiklen: “trækul i lange baner” om bl.a. Kårsåbruk. Om vinteren kunne trækullet køres på hestetrukne slæder til værket,  eller til nærmeste jernbane som havde læsserampe. Her kunne kullet hældes i jernbanevogne, som kørte det til bestemmelsesstedet.

 

 

 

 

 

 

I bogen: “Svenskt järn och stål 1800-1914” har jeg fundet nogle spændende gamle billeder fra området omkring Hofors og Ljusdal. Billederne i farve er en model jeg selv har bygget i skala 1:87, den er bygget efter originaltegninger fra Blötberget/ Fredmundsberg  malmmine. Malmen kom op fra dybet v.h.a. nogle slæder, som blev trukket ind i den første bygning hvor malmen blev knust. Dernæst blev malmen sorteret, og det jernholdige malm blev læsset i tipvogne som kørte det til et elevatortårn. I tårnet blev tipvognene hejst op, så de kunne hælde malmen ned i “rigtige” jernbanevogne. Malmen uden jernindhold blev kørt væk og deponeret.  /fv