MYTEN OM DEN SMUKKE KULSVIER

Der findes en sejlivet myte om et glad og muntert folkefærd kaldet kulsviere. Ifølge overleveringen var de mørke i løden, havde spildende brune øjne og et livligt temperament. De talte hurtigt, havde lette bevægelser og et lystigt sindelag. Man fortalte at kulsvierne var som store børn der sang og trallede hele dagen, at de elskede dans og musik og bar smukke egnsdragter. Myten påstod også at kulsvierne var eksemplarisk gode mod kvinder og børn og uforlignelige som soldater. De skulle stamme fra en gruppe fredløse franskmænd i Ardennerne. De blev kaldt til Danmark i 1179 af biskop Vilhelm, der på Æbelholt Kloster i Nordsjælland havde privilegierne til fremstille af trækul. Mange brune øjne i danske familier tilskrives kulsvierne.

Men kulsvierne var hovedsageligt et nordsjællandsk fænomen. Her levede bønderne i skovområder og på magre jorde. Vilde dyr gjorde indhug i afgrøden, så en bonde kun høstede omkring tre fold, eller tre gange det han havde sået. På den tid omfattede landbruget også skovbrug, så handel med fast brændsel var en del af driften. Den store skovhugst i Nordsjælland har vi stadig minder om. De mange bynavne der ender på “rød” f.eks. Birkerød o.l. betød oprindelig en rydning i skoven. Der krævedes to ting til kulsvining. Skovområder og en nærliggende storby, der havde et brændselsbehov. Træet fandtes i de store skove i Nordsjælland, og behovet for brændsel fandtes i København.

Trækul er opskåret og delvist forkullet træ meget lig grillkul. Det blev fremstillet i en såkaldt “mile”, hvor det opskårne træ blev stablet og overdækket med græstørv. Så blev der tændt op i milen, så træet forkulledes og blev til trækul. I København var behovet for brændsel stort, så man etablerede efter den store bybrand i 1728 et “Kultorv” lige inden for Nørreport, på en del af St. Gertruds hospitalstiftelses kirkegård. En landøkonom skrev i 1803: “Fra den nordøstlige del af landet indføres der årligt gennem stadens Nørreport 20-25.000 læs tørv for en sum af omtrent 50.000 rigsdaler, desuden 12-13.000 læs trækul..”. Det var det især var juni måned, hvor landbruget traditionelt ligger stille, at bønderne supplerede deres indtægter ved at brænde trækul. Bønder skulle betale “mile-skat”. Mange prøvede at undgå det. De brændte trækul i det skjulte, og myndighederne var på nidkær jagt efter synderne overalt i Nordsjælland.

Når kulsvierne handlede på torvene var de iført deres fineste lokaldragter. Det har medvirket til myten om, at kulsvierne altid var smukt klædt. En ting havde kulsvierne til fælles med myten, og det var deres meget frie opfattelse af ejendomsretten til træ i kongens skove. I 1772 klager en embedsmand til datidens skattevæsen; Rentekammeret: “…om sommeren er dagene lange og nætterne korte, græstørven som behøves til dække (af kulmilerne) er bekvemmest, indfaldne regn-byer medholder der ikke længe, og brændet er snart tørt igen, kullene, om de får en liden regn på sig, når de er sviet, kan igen snart tørres, og folkene har mere lyst til dermed at omgåes”.

At kulsvierne også havde en forkærlighed for vanvittige kapridt med deres kærre, når de skulle til byen, var med til at underbygge billedet af dem som uciviliserede dyr. Kulsvierne havde deres storhedstid efter ophævelsen af stavnsbåndet i 1788. Da bønderne tog “gårdene på nakken” og flyttede ud på deres nye marker. Herved opstod der behov for skovrydninger. De praktiske nordsjællandske bønder forvandlede de mange fældede træer til salgbart trækul. I midten af 1800-tallet bryder romantikken for alvor igennem. Nu blev det fint at leve i harmoni med naturen. Samtidigt var trækul næsten udkonkurreret af billige importerede stenkul. Allerede i 1832 skriver skovrider Sarauw: “Kulsviening og kulsvierfærd hørte før til amtets ånd, og den største del af Frederiksborg, Kronborg og Hirschholms distrikter kaldes endnu kulsvieregnen, deres beboere kulsviere, skønt de fleste af den nuværende generation næppe have set en mile”. Men nu var det blevet tid for romantiske skønmalerier.

Almanakhistorie-forfatteren L. Both skrev i 1868 om “Kulsvierne og deres nærmeste omgivelser”, en ”almanakhistorier” trykt i astronomiske kalendere. Den gav anledning til eftertidens billede af kulsvierne som en meget eksotisk race. “Der er noget besynderligt forekommende og vindende ved hele deres måde at være på. De synge og juble fra morgen til aften lig fuglene i skoven, der omkredse deres hjem. Der er noget barnligt over kulsvieren, som vedligeholder sig til hans høje alderdom. Han elsker musik og dans og der er altid lystighed på egnen”. Dette billede af glade og frie naturmennesker solgte godt på den tid. Denne race af ”yndefulde, mørklødede naturbørn som i smukke folkedragter levede frit ude i skovene”. I borgerhjemmenes jomfrubure blev der drømt romantiske drømme. Den fattige kulsvier-bonde var forsvundet, men i hans sted levede et billede af eksotiske og smukke naturmennesker helt op til vor tid.

Håndkoloreret stik fra samlingen ”Klædedragter i København”, udg. 1817-20. Kunstneren var Johannes Senn og kobberstikkeren G. L. Lahde.